Sommerliv ved Limfjorden

Af: Annesophie Elkjær-Gregersen, Vesthimmerlands Biblioteker

Sommeren er fuld af spændende oplevelser for både store og små. Fælles for mange af sommerens arrangementer er, at man bevæger sig ud i de smukke vesthimmerlandske landskaber for at være sammen og lære mere om historien.

 

Louise Villadsen er museumsinspektør for Stenaldercenter Ertebølle. Denne sommer kan du komme med på en guidet tur til Ertebølle-køkkenmøddingen, tage med ertebøllerne på fisketur eller på en spændende arkspedition.

Smid telefonen et øjeblik

Tanken bag stenaldercenterets sommerarrangementer er, at lave nogle ture, hvor man bevæger sig ud i landskabet, fortæller Louise Villadsen.

Sommerarrangement på Stenaldercenter Ertebølle

”Når man står midt i naturen, får man nogle oplevelser af, hvordan området har været for mange år siden. Samtidig fortæller vi om, hvordan livet var Stenalderen, hvor mennesker levede i pagt med naturen. Det smukke landskab er i sig selv en oplevelse, og når man skal blive klogere på noget, handler det om selv at opleve det.

Det at man får hænderne i bolledejen – selvom den nok ikke var opfundet i Stenalderen – gør, at man får nogle minder med sig hjem. Man husker, hvordan maden smagte og hvordan der duftede.

Tit og ofte kommer børnene med en stor portion nysgerrighed, især når det kommer til smagsoplevelser. Der er faktisk flere voksne end børn, der siger ad og er kræsne.”

Selvom arrangementerne er børnevenlige, kan både voksne og ældre få en masse ud af et besøg på stenaldercenteret. ”Vi ser bedsteforældre, forældre og børn komme sammen til vores arrangementer. Jeg synes, at det er dejligt, at stenaldercenteret kan tiltrække tre generationer, der får en fælles oplevelse. Når flere generationer deltager i aktiviteterne, opdager man ofte, at man har forskellige styrker og hver især kan bidrage med noget særligt.

Vi går op i at skabe nogle kulturoplevelser, som kan få mennesker til at reflekterer over det liv, vi lever i dag. De besøgende skal være en aktiv del af oplevelsen, så de får lyst til at være med og smide telefonen for et øjeblik.”

Lokal stolthed hos børn og voksne

”Hygge med familien hænger rigtig godt sammen med at lære om sin historie. På Stenaldercenter Ertebølle har vi fokus på at skabe en god oplevelse for de familier, der kommer til arrangementerne. Og så håber vi selvfølgelig også, at man tager det med sig videre, som man lærer om sin historie.

Det betyder noget, at børn får en forståelse af den lokale historie, og vi oplever, at det skaber en stor stolthed. En stolthed hos både børn og voksne over, at der her i Vesthimmerland ligger noget under jorden, som er verdensberømt.

I en tid, hvor der er stor fokus på individet, er det vigtigt at vide, at man også er en del af et fællesskab. Det giver en følelse af forbindelse til andre og til historien, når man ved, at der har været mennesker før os og de har lignet os, men haft andre udfordringer. Man forstår, at et menneske er en brik fællesskabet.

Først og fremmest er stenaldercenterets arrangementer en sjov og hyggeligt måde at blive klogere på.”

Historisk hygge på Hessel

Bodil Jakobsen er daglig leder af Herregaarden Hessel. På den historiske herregård kan du denne sommer tage hele familien med på historisk vandretur eller opleve livet på herregården, som det var for århundreder siden.

De historiske vandreture er især for de lidt større børn og her kan man blive klogere på historien omkring Hessel.

”På Hessel går vi meget op i at fortælle på en sjov måde. Vandreturen er i sig selv en dejlig naturoplevelse, og vi oplever desuden, at både børn og voksne er meget nysgerrige”, forklarer Bodil Jakobsen.

Hessels jorde har bredt sig over et vældigt område, og gennem tiden er der sket meget. På vandreturen kan man høre fortællingen om, hvad der skete i løbet af Stenalderen, Jernalderen, Middelalderen og helt op til 1800-tallet. Når man kommer ud i landskabet, bliver historien levende, og man kan forestille sig, hvordan der har set ud. På den måde får man ifølge Bodil Jakobsen en fornemmelse af, hvordan tiderne har skiftet.

Levendegørelse på Herregården Hessel

”Historien bliver levende for børn, når de selv kan bruge sanserne og opleve, hvordan det var at være barn i 1800-tallet. Derfor kan børn f.eks. blive klædt ud, når vi holder levendegørelse. Der er god tid til fordybelse, og børnene skal selv mærke, lugte, smage og blive nysgerrige. Og vi kan se, at børnene kommer i gang med at bruge fantasien og undre sig. Mange familier kommer om formiddagen og bliver så opslugte af oplevelsen, at de bliver her hele dagen. På den måde får man en hyggelig dag med familien, men man lærer også om historien ved selv at være en del af oplevelsen.

De børn, der kommer med til levendegørelse, synes, at det et virkelig spændende at være med. Børnene kan godt være en smule generte, når de kommer sammen med familien, men de bliver hurtigt nysgerrige og vil gerne klædes ud”, fortæller Bodil Jakobsen.

Det skal ikke være nemt

”Sommerferiehygge og det at lære om historien hænger faktisk rigtig godt sammen. Det er en god anledning til at sætte sig ned og være til stede sammen med børnene.

Jeg havde en oplevelse sidste år, hvor jeg lå på knæ og lugede i et af herregårdens bede. Børnene kom selv hen til mig og ville gerne være med. Voksne synes ofte, at det er hyggeligt bare at kigge, men det bliver hurtigt kedeligt for børn. Når det kommer til oplevelser, skal børn ikke have det alt for nemt, for så begynder de at kede sig. Børn vil gerne leve sig ind i noget og være med, og det får de muligheden for på Hessel”.

Sejl ind i historien

Nanna Folke Olsen er museumsinspektør på Limfjordmuseet i Løgstør. I løbet af sommeren byder museet bl.a. på arrangementer som guidede sejlture, bådebyggerens værksted, historisk fiskeridag og limfjordsfortællinger.

Limfjordsfortællingerne er guidede sejlture, der giver folk en oplevelse af den kultur- og naturhistorie, som er helt særlig for Frederik VIIs Kanal.

”Kanalen er et unikt kulturmiljø, hvor vi lader gæsterne sejle direkte ind i den særprægede historie om kanalen, der var fortidens svar på Storebæltsbroen. Tanken var, at den bedste måde at opleve kanalhistorien var netop fra kanalen”, forklarer Nanna Folke Olsen.

Udsigt over Limfjordsmuseet og den smukke natur

”Med bådebyggerens værksted får vores gæster et indblik i bådebygningens fascinerende verden. Publikum kan komme helt tæt på det ældgamle træhåndværk og høre en uddannet bådebygger fortælle om håndværket, traditionerne og skibene – og så få lejlighed til at stille alle spørgsmålene. Gæsterne er meget glade for at høre en engageret “ægte” bådebygger, skipper eller fisker fortælle om deres fag og dele ud af deres indgående viden.”

”På de historiske fiskeridage får folk bogstavelig talt våde fingre. Vi vil gerne lade gæsterne på egen krop erfare, hvordan det var at fiske i Limfjorden for 150 år siden. Vi oplever, at når gæsterne selv får fingrene i historien, skaber det et helt andet engagement, og giver en oplevelse, der for alvor lagrer sig i hukommelsen for både voksne og børn”, fortæller museumsinspektøren om arrangementerne.

Hygge for flere generationer

”Man skal opdage og opleve historien for at lære om den. Og netop oplevelser og opdagelse er jo lige det, mange familier ønsker sig, når de har sommerferie og skal hygge sig sammen.

Hvis man er flere generationer, giver museumsoplevelsen samtidig god anledning til at diskutere den nære fortid og lade bedsteforældrene føre an i oplevelsen.

Det er netop den fælles, sociale oplevelse, der er i centrum, og her ligger museumsbesøget og muligheden for at dykke ned i historien, lige til højrebenet.” fortæller museumsinspektøren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *