Da Gedsted fik endnu en ged…

Af: Nellie Cassandra Maagaard, Projektkoordinator og tovholder på områdefornyelsen i Gedsted, Team Havn, Natur og Byrum, Vesthimmerlands Kommune

Gedsted er en by i udvikling. I den seneste tid er der kommet mange besøgende til byen. Ikke blot fordi byen ligger skønt i naturen men også for at se byens nye ged.

Geden tårner sig flot op over byen og smykker den ellers så neutrale silo ved indfaldsvejen fra Aalestrup. Det er den hollandske kunstner Joram Roukes, der har malet geden i forbindelse med den områdefornyelse, der sker i byen for tiden. Områdefornyelsen er finansieret af kommunale og statslige midler, og sker i samarbejde med borgerne i Gedsted.

 

Erhvervsdrivende med på idéen

Doris Lauritzen, som sidder med i den nedsatte områdefornyelses-borgergruppe og gennem de sidste 11 år har været formand for Gedsted Beboer og erhvervsforening, fortæller: ”Det begyndte med, at Gedsted fik nogle midler til områdefornyelse, og i den forbindelse talte vi om, hvad vi synes, var godt og skidt i byen. Jeg sagde, at jeg syntes, det negative var den gamle silo, der var så grim. Derfor besluttede vi, at pengene skulle gå til at udsmykke siloen, og på den måde fik vi vendt noget negativt til noget meget positivt. ”

Det er Gedsted Varmeværk, der ejer siloen, og de ville heldigvis gerne deltage i projektet. Varmeværket sørgede for at siloen blev malet hvid, og dermed blev et rent lærred, som kunstneren kunne udfolde sig på.

Borgergruppens medindflydelse

Den internationale kunstner har været lydhør overfor borgergruppens ønsker til maleriet, og har inkorporeret flere af de elementer, som borgerne har fremhævet kendetegner Gedsted.

 ”Vi valgte kunstneren Joram Roukes, fordi han lod os få indflydelse på værket. Vi havde nemlig et ønske om, at kunstværket skulle indeholde nogle af de ting, der kendetegner Gedsted: fjorden, naturen, isfuglen og selvfølgelig geden” fortæller Doris Lauritzen.

I udviklingsfasen havde borgergruppen et tæt samarbejde med kunstneren og fik lov at komme med ændringsforslag til skitsen af maleriet samt godkende skitsen inden udførelsen af kunstværket. Joram Roukes var 14 dage om at udføre værket. I den periode blev siloen et tilløbsstykke, som standsede trafikken på de omkringliggende veje, for hvad var nu det, der skete! Udførelsen blev fulgt på tæt hold både af borgergruppen og øvrige borgere i og udenfor Gedsted, og flere kom forbi dagligt for at følge med i tilblivelsen af det særlige maleri.

Da kunstværket stod færdigt d. 25. juni 2018, blev det markeret med en lille ceremoni.

 Maleriet har sat Gedsted på verdenskortet

I kunstnerkredse bevæger man sig efter kunstværkerne. Og når nu maleriet findes i Gedsted, må man jo tage en tur til det lille bysamfund for at se det inspirerende kunstværk. Det giver Gedsted en masse omtale at have kunst i verdensklasse. Det bringer folk til byen, som måske ikke var kommet ellers. Det er med til at synliggøre, hvad der sker i byen, og måske give folk lyst til at svinge ind omkring den nyåbnede café i byen for at nyde en is eller frokost i Den Gamle Foderstof.  Tilsammen har kunstværket og caféen skabt et rigtig hyggeligt miljø, der nydes af både turister og lokale.

Stolthed og positive reaktioner

I borgergruppen er de stolte over at have været med i udviklingen af et så imponerende maleri, der virkelig er ud over det sædvanlige. Kvaliteten af billedet er i top og reaktionerne på det færdige maleri har udelukkende været positive, fortalte borgergruppen til det sidste møde om områdefornyelsen. Det er ret sejt, og det giver ejerskab!

Doris Lauritsen fortæller endvidere: ”Efterfølgende har vi fået positive reaktioner fra borgerne i Gedsted og fra de besøgende, der kommer for at se kunstværket. Det betyder meget for byen, at vi har fået sådan et kunstværk. Der kommer mange folk her, som ellers ikke vil besøge byen, og vi får også besøgende fra kunstnerens hjemland, Holland.”

Kunstneren selv har delt værket på de sociale medier Facebook og Instagram, hvor det er blevet set af tusindvis af mennesker. ”Det betyder noget for både byen og kommunen at få den opmærksomhed.” forklarer Doris, der sammen med resten af borgergruppen er stolte af, at det store kunstværk nu pryder Gedsted.

Kunst som byudvikler

Udsmykningen af siloen er det første af flere indsatsområder, som over den næste tid giver byen et positivt boost. Ønsket om, at udsmykning af siloen skulle være en del af områdefornyelsen, er kommet fra borgerne. Og det har vist sig at være en god idé. Gedsted har hermed været foregangsby i Vesthimmerlands Kommune for at bruge stor anerkendt kunst som et led i udvikling af et område.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *